Det sker for de fleste før eller siden og for nogle mere end andre – især i disse tider. Jeg snakker selvfølgelig om pengeproblemer. Jeg havde selv en lidt drøj måned, da min taske med skolebøger blev stjålet. Heldigvis var jeg bekendt med de såkaldte forbrugslån. De ultimativt hurtigste lån.

Jeg ville nemlig på ingen måde kunne have købt nye bøger uden at låne penge, da det er helt fjollet så meget at de kan koste grundet meget indskrænkende emne som nærmest kun vil interessere dem som læser lige præcis det fag jeg nu engang gør.

Havde jeg ikke kunne snuppe et hurtigt lån, så ville jeg på det nærmeste være blevet nødt til at droppe ud af min uddannelse. Et ting er i hvert fald sikkert, jeg ville have fået et markant lavere karaktergennemsnit, og det er jo alt andet lige det mest katastrofale der kan ske efter endt skolegang.

Jeg ville sikkert kunne have lånt mig til bøger af nogen fra de højre semestre, men det er nu en noget uholdbar løsning. Især da jeg skal bruge visse bøger igen i næste semester.

Jeg er også meget taknemmelig for at jeg ikke blev nødt til at gå den lange vej hen til min bank og prøve at få dem til at vise lidt medlidenhed. På den kant har jeg nemlig aldrig haft de helt store succesoplevelser – men de fleste af disse banker er nu heller ikke steder at jeg har lyst til at låne penge. De er jo globalt set skyld i den økonomiske krise – og så har de den frækhed ikke at låne penge ud til de problemer de mere eller mindre selv har skabt? I stedet for bliver de hjulpet økonomisk af regeringer mm, og cheferne der mere eller mindre har sovet i timen eller taget for store chancer får en kæmpe pose penge ved den uundgåelige fyring. Der skal jo findes en syndebuk – og åbenbart skal denne bades i guld. Sådan var det godt nok ikke da jeg var barn.